HD2 Organisation og Ledelse (HDO) er et toårigt uddannelsesforløb, der afsluttes med et afgangsprojekt. Uddannelsen er opdelt i et første studieår, som består af obligatoriske kurser, og et andet studieår, hvor man i højerer grad specialiserer sig. Undervisningen på HDO tager som udgangspunkt form af heldagsundervisning, der foregår én fredag og én lørdag om måneden, og som suppleres af forskellige former for hjemmearbejde.
Heldagsundervisningen giver et godt grundlag for fordybelse og intensitet, samtidig med at den giver de studerende mulighed for at fokusere på deres arbejdsmæssige forpligtelser i de mellemliggende perioder.
Helt konkret veksler undervisningen mellem teoretiske oplæg, gruppeøvelser og plenumdiskussioner. Undervisningen suppleres desuden af videoer, podcasts, quizzer og andet online materiale. På HDO anerkender vi, at lange og ensformige forelæsninger ikke altid er den mest effektive tilgang til læring. Derfor bringer vi løbende teoretiske indsigter i spil i relation til de studerendes egen hverdag.
Som studerende forventes det, at man er villig til at dykke ned i sin egen organisation og inddrage eksempler fra egen praksis i undervisningen. På den måde bliver udbyttet størst for både den studerende og arbejdspladsen.