Lille rolle på stor sceneHun har fulgt den økonomiske og politiske udvikling i Afrika i flere årtier, og hun tvivler på fortællingen om, at verdens næststørste kontinent er på vej mod en bedre plads i verdenssamfundet. Hun understreger dog, at Nordafrika omfatter lande med store økonomier som Egypten og Marokko. Marokko har statslige industripolitikker relateret til elbiler og grøn brint, og landet forsøger at udnytte Europas interesse i disse sektorer til sin egen økonomiske fordel.
'Men generelt er de fleste afrikanske økonomier svage, og de kæmper med høje niveauer af ulighed og korruption. Og i geopolitik afhænger din magt af din position i den globale økonomi og dine alliancer med andre lande. Det er derfor, afrikanske lande forbliver marginaliserede på den internationale scene,” fortæller Lindsay Whitfield og tilføjer:
”Når et land er økonomisk presset, er det fristende at indgå bilaterale aftaler frem for at stå sammen som et kontinent. Se bare på, hvordan Europa har sine udfordringer. Og i Afrika taler vi om lande, der fortsat er i gang med at opbygge bæredygtige stater. Derfor er det meget let for stormagter at spille grupper ud mod hinanden og få regeringer til at give efter.”
Det er ifølge CBS-professoren en væsentlig grund til, at Afrika ikke har kunnet udnytte sine ressourcer strategisk og stå sammen om at udfordre økonomiske magter andre steder på kloden.
Indtægter skaber ikke velstand”Landene er hver især afhængige af eksport af råvarer, hvad enten det er landbrug eller minedrift. Og det gør dem sårbare. De sælger deres råmaterialer for at sikre politisk overlevelse. Men forarbejdningen foregår uden for Afrika, så indtægterne skaber ikke flere arbejdspladser, og som regel heller ikke mere lighed,” påpeger Lindsay Whitfield.
Den problemstilling gælder for eksempel også for Afrikas største formelle demokrati, Nigeria. Landet er en af de største olieproducenter på kontinentet. Men salget af olie foregår på det sorte marked med masser af korruption, så pengene bruges ikke på hospitaler og skoler men er blot med til at forstærke uligheden og arbejdsløsheden.
Tilsvarende står det næststørste land, DR Congo, for omkring 70 % af verdens koboltproduktion, der bruges til batterier i elbiler. Men indtægterne fra kobolt og andre værdifulde mineraler er i høj grad endt hos en lille elite samt hos udenlandske selskaber, mens lokalbefolkningen ofte lever under dårlige forhold.
Mange arbejder i farlige og uregulerede miner, og konflikter i især den østlige del af landet er blevet forværret af kampen om kontrol over disse ressourcer. Samtidig har minedriften ført til miljøødelæggelser og sociale spændinger, og landet er stadig afhængigt af international nødhjælp.
Sydafrika slås med fortidenI Sydafrika, hvor Lindsay Whitfield opholder sig, kæmper landet fortsat med eftervirkningerne fra apartheid.
Sydafrika udgør ganske vist det mest moderne samfund i Afrika og har minedrift, bilproduktion og turisme blandt sine indtægtskilder. Men ifølge landbrugsministeriet i Sydafrika ejer ni procent af befolkningen – fortrinsvis hvide farmere - fortsat omkring 2/3 af jorden.
Og en omfordeling via jordreformer har mødt store protester blandt de hvide og kulminerede i foråret med, at 59 hvide sydafrikanske landmænd fik flygtningestatus i USA. Det skete, mens præsident Donald Trump havde besøg af Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa. Og trods protester fra den sydafrikanske præsident fastholdt Trump, at der foregår folkedrab på hvide i Sydafrika.
Generelt har USA skruet voldsomt ned for sin udviklingsbistand til Afrika og ventes i stedet at udmønte sin Afrika-politik gennem specifikke aftaler med udvalgte lande om bestemte råvarer.
