Stærk stat kan trumfe erhvervselitenForskerne finder også, at magteliten i Grønland primært er bundet op på det offentlige, da tæt på 2/3 udgøres af politikere, embedsfolk og offentlige erhvervsledere. Det adskiller sig fra magteliten i Danmark, som i højere grad er knyttet til de store erhvervsorganisationer og virksomheder.
Forklaringen på statens tungtvejende rolle i magteliten kan føres tilbage det koloniale forhold til Danmark. Grønland er gennem årtier blevet drevet med udgangspunkt i den tætte relation til den danske stat. Den offentlige sektor har derfor fået en dominerende rolle, som stadig kommer til udtryk i, hvordan magten er fordelt i dag:
”I Grønlands nyere historie har det først og fremmest været den danske stat, der har sat retningen for samfundsudviklingen,” forklarer Morten Fischer Sivertsen.
Historisk set har man derfor vænnet sig til, at staten tog initiativet, hvilket, ifølge forskeren har skabt en form for selvforstærkende dynamik:
”Når det typisk er staten, der sætter tingene i gang, opstår der en forventning om, at den også fortsat vil gøre det – og det kan endda blive nødvendigt, hvis private kræfter ikke træder til”.”
Samtidig betyder bloktilskuddet, som dækker omtrent halvdelen af det grønlandske selvstyres budget, at der er mindre incitament til at udvikle en stærk privat sektor. Alt i alt betyder det, at meget magt er koncentreret på statens hænder.
Derudover har de store grønlandske virksomheder, grundet deres karakter, sværere ved at agere modpol til staten. I Danmark kan erhvervslivet lægge pres på staten ved at true med at flytte arbejdspladser ud af landet. Den mulighed findes ikke i samme grad i Grønland, hvor to af de tre største virksomheder i landet er fiskerivirksomheder. Selvom nogle aspekter af produktionen – fx filetering – kan flyttes til udlandet, er denne sektor i sagens natur uløseligt forbundet til hjemlige farvande.
Lige netop fiskeri og fiskekvoter er udgangspunkt for en anden intern skillelinje i magteliten: Land-by.
